tiltrækning, og han rystede blot paa hovedet og sagde med overbevisningers fylde: «Pujungitoksua nuna manni.» ɔ: «Landet heromkring duer ikke.»
Da jeg var færdig med observationerne, samlede vi sammen de løse stene, der kunde findes i nærheden, i en liden, lav varde, hvorefter vi vendte tilbge til hytten. Nogle faa meter fra denne var der, lige ind under den bratte væg af et isbjerg, et par dybe huller i sneen, hvor en bjørn kort tid i forveien havde gravet efter sælhuller. Den samme bjørn eller en anden havde ogsaa mærkelig nok efterladt sig spor oppe paa toppen af øen, hvor selv vi havde havt møie med at komme op. Kolotengva mente, at den havde været iland for at lede efter græs eller mos, da bjørnene efter de indfødtes udsagn sætter pris paa et vist kvantum vegetabilsk føde i sin diæt.
Da vi lidt senere i taushed var ifærd med at fortære vor aftensmad, blev vi pludselig opmærksomme paa en dæmpet gjøen fra hundene udenfor. Vi indbildte os straks at det var foraarsaget ved en sig nærmende fiende; men da vi et øieblik efter stod udenfor lyttende og speidende, var det os umuligt at opdage nogetsomhelst mistænkeligt. Da vi vendte blikket tilbage mod hytten, fandt vi, at en af os i farten havde nedrevet over halvdelen af huset, saa nu fik vi det travelt med at restaurere vort nylig fuldførte bygværk samt trække levningerne af vort maaltid frem af ruinerne.
Den følgende morgen ved 7-tiden fortsatte vi reisen i stille, disigt veir. Vi havde neppe reist i 2 timer, før vi, ved at svinge om en odde, pludselig faar øie paa en vældig hvidbjørn ca. 800 meter foran
