nu tversover det brede Whalstenholm sound. Saunders ø. som ligger omtrent midtveis i sundet, vilde vi først gaa udenom, paa vestsiden, da dette blev det korteste for os, men da vi naaede øens vestre ende, standsedes vi af aabent vand og maatte gaa østover for at komme rundt paa indersiden. Vi undlod dog ikke først at prøve den nye staalis ligge indunder de lodrette,over 2000 fod høie fjeldvægge for om muligt at spare os den lange omvei, men — til ingen nuytte. lsen var for svag, og jeg kan ikke negte for, at jeg følte mig noksaa lettet ved denne opdagelse. Thi mine tidligere erfaringer paa nyisen havde, som man vil erindre, været alt andet end behagelige.
Som vi passerede østsiden af Saunders ø, kom vi lige op i friske spor efter 3 bjørne, han, hun og en unge. Vi fulgte dem længe paa kryds og paa tvers over den brede, ensformige fjordis, indtil solskiven stor og glødende tilsidst tangerede den snehvide horisont i nordvest — for derefter langsomt at begrave sig bag de fjerne isbjerge. Forgæves rettede de indfødte min kikkert, hvis mærkværdige egenskaber begeistrede dem, udover det hvide lagen — intet levende viste sig indenfor deres synskreds. Vi maatte da opgive forfølgelsen og igjen optage vor gamle kurs langs landet søndenfor den brede fjordaabning.
Lidt senere passerede vi Kap Atholl, hvor isen begyndte at blive saa godt som snefri, hvorved vi kunde avaneere betydelig hurtigere. Ved midnatstid, efter 16 timens uafbrudt reise, stoppede vi endelig ved et sted, kaldet lgluduhugni. Under hele den lange marsch havde vore hunde været i raskt løb,
