Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/298

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Gjaldt det at uddrive en sygdom eller frelse en døende, kunde han vedblive med disse manøvrer i mangfoldige timer, idet han sjelden gav sig, før hans patient var stokdød eller paa bedringens vei. I første tilfælde hed det sig naturligvis, at redning under enhver omstændighed havde været umulig, da en eller anden fiendtlig aand paa forhaand havde stjaalet den syges sjæl e. l., i det andet tilfælde derimod steg hans anseelse i en overordentlig grad.

At tilhørerne under disse forestillinger tror, at aanderne virkelig indfinder sig og underhandler med vedkommende angekok, er en selvfølge, og for min del tør jeg heller ikke paa nogen maade betvile, at angekok’erne selv er i god tro. Thi der er et ord, som siger, at man kan lyve saa længe, til man selv tror det.

Den over hele verden saa stærkt udbredte tro paa amuletter eller gjenstande der tillægges magt til at beskytte sin eiermand mod fare eller mod skade af aanderne, gjenfinder vi ogsaa hos Smithsund eskimoerne. De bestaar som oftest af smale armbaand af sort afhaaret sælskind eller hos kvinderne tillige af skindhalshaand med smaa skindtagger paa forsiden; endvidere af smaa elfenbensfigurer, forestillende mennesker eller dyr, stykker af afdødes skindklæder o. s. v. Amuletterne indvies gjerne ved over dem at synge tryllesange, sange med forvanskede ord og meningen, og i regelen er det de ældre, der bestemmer eller ialfald foreslaar, hvilke gjenstande børnene og de unge folk bør udvælge sig dertil.

Naar en eskimo dør, har de gjenlevende af familien mangehaande skikke at iagttage for ikke at for-