der, er Tornahuksuak (oversat egentl.: den kjæmpestore skygge). Den kan gjøre dem saavel skade som gavn og antages vistnok i Nord-Grønland udelukkende at holde til paa land og skal ifølge angekok’ernes udsagn have menneskeskikkelse af overnaturlige dimensioner.
Naar der en stille sommerdag ved en koloni pludselig høres et stenras eller en lignende tilfældig støi i nærheden, udbryder gjerne flere af beboerne samtidig i en ængstelig, dæmpet tone: «Tornahuksua! Tornahuksua!» Da mener de, det er ham, der er ude og vandrer langs de mørke fjeldskrænter.
En anden aand, der efter beskrivelsen lever i havet og har lange, sorte fangarme, benævnes Kokvoia. Mange andre aander og mystiske væsener findes der foruden disse, men de er alle af en mere underordnet art. Der gives idetheletaget en sand rigdom paa overtro, men det meste er, som allerede før antydet, gjennemgaaende løst og vaklende og retter sig altfor meget efter de enkelte individer, til at jeg skulde ville forsøge at samle det hele her, saameget mere som disse naive produkter af enkeltmænds vilde fantasi neppe heller fortjener for megen opmærksomhed.
Hvor mange angekok’er der for tiden findes blandt de 250 innuitter ved Smith’s sund, er ikke godt at sige, idet der synes at herske afvigende meninger blandt stammens medlemmer om, hvem der er berettigede til angekoktitelen. Selv er jeg mest tilbøielig til ikke at trække nogen skarp grænse mellem aandebesværgere og ikke-aandebesværgere, idet jeg har faaet det indtryk at alle de, der blot kan lægge en smule
