nelse, deres religiøse forestillinger. Disse er vaklende og ubestemte ja ofte rent individuelle, og deres lære vilde utvilsomt, om man forsøgte nærmere at detaljere den, komme til at indeholde en mangfoldighed af troesartikler, hvis den da idetheletaget lod sig sammenfatte.
En forklaring til denne usikkerhed i deres begreber om livets og naturens mysterier ligger maaske ikke saa fjernt, som man skulde tro. Thi i de store samfund stoler gjerne den enkelte, som rimeligt kan være, blindt hen paa sandheden af den lære, millionerne omkring ham hylder. Men naar, som blandt eskimoerne, den offentlige mening eller dom i sin mest imponerende skikkelse neppe repræsenterer over et par hundrede individer, da maa, synes det mig, for den enkelte tilbøieligheden til ikke at turde stole fuldt ud paa nogetsomhelst blive meget naturlig.
Jeg har ogsaa faaet en slags bestyrkelse i denne min opfatning ved de religiøse samtaler, jeg oftere søgte at istandbringe med enkelte af de indfødte.
«Mener innuitterne, der er et liv efter døden»? var et af de første spørgsmaal, jeg rettede til Kolotengva, efterat jeg langsomt og efterhaanden havde vundet hans fortrolighed paa et omraade, som naturfolkene gjennemgaaende sidst af alt er tilbøielige til at lægge aabent for nysgjerriges blikke. «Ja, naar en innuit dør, saa vandrer vist sjælen (egentl. skyggen) til et land under os, hvor der er god jagt, meget solskin og godt at være. Men andre mener, at sjælen gaar til et land høit oppe i luften, og ingen er vis paa, hvad som er rigtigt. Vi innuitter er saa
