jevne mennesker, at deres biografi allerede er tilstrækkelig skildret i disse to ord.
Med Kayegvitto forholder det sig imidlertid til en vis grad anderledes. Ogsaa han er en snil og godmodig fyr, men han har en komisk feil, idet han er aldeles umulig indbildsk. Dette at han er nogle tommer høiere end alle sine kamerater, og at han vel ogsaa er stærkere end dem, har efterhaanden faaet en saadan magt over ham, at han nu lever i den faste overbevisning, at han i virkeligheden er stammens første mand og vel ogsaa i det ydre burde anerkjendes som saadan. At denne tanke idethele er vaagnet hos ham, skriver sig vistnok fra efter den tid, vore expeditioner kom til landet, idet han da, ved at lægge mærke til, at en enkelt af amerikanerne vistes ubetinget respekt og lydighed af alle de øvrige, formodentlig har faaet lyst til at spille en lignende rolle blandt sine landsmænd.
Denne forfængelighed falder saa meget mere i øinene, som den ganske savnes hos de øvrige mænd i stammen, hvorfor den da ogsaa hos Kayegvitto bedømmes efter fortjeneste. De smiler lunt og siger omtrentlig saa meget som: «Kayegvitto — ja, han er gal han, stakkar».
Men for os blev engang Kayegvittos forfængelighed til ikke ringe nytte. Det var nemlig omtrent ved midtvinterstider under den anden Peary-expedition, at vi begyndte at mangle foder til vore mange hunde hjemme ved vinterkvarteret.
Nu havde vi hørt, at Kayegvitto sad inde med betydelige kjødforraad ved kolonien Nachsa paa sydsiden af Whale sund. Dette blev det bestemt, at jeg
