dem. Men hvor langt fra virkeligheden ligger ikke en saadan antagelse. Naar man hører deres lystige latter eller forstaar nok af deres sprog til at opfatte deres eiendommelige og morsomme vittigheder og indfald, eller naar man paa jagten hører deres nynnende sange og friske skjæmt saa kan man ikke komme til nogen anden slutning, end at disse folk maa være usædvanlig tilfredse med sin livsskjæbne.
Og i virkeligheden er dette fænomen, naar man ser lidt nøiere paa sagen. ikke saa rent uforklarligt, som man fra først af skulde tro.
Først og fremst maa vi nemlig erindre os deres udmærkede helbred. Sjelden saa man vel sundere folk end disse ublandede og af civilisationen uberørte eskimoer. Lidt gigt faar jo en og anden af dem i en mere fremskreden alder, men dette er ogsaa omtrent den eneste mere almindelige plage, de hjemsøges af. Thi de lettere øienbetændelser — sneblindhed — som ikke sjelden forekommer blandt mændene hver vaar, naar solstraalernes reflex fra sneen bliver uudholdelig for det ubeskyttede øie, kan neppe regnes som nogen alvorligere plage.
Dernæst maa, og ikke mindst, den omstændighed tages i betragtning, at det lille eskimosamfund, vi her taler om, helt igjennem er bygget paa lighedens principer, det er et samfund, hvori penge er en ukjendt ting og næstekjærlighed en grundregel for enhver. Det maa derfor ogsaa af denne grund indeholde ganske overordentlige betingelser for dets medlemmers lykke og tilfredshed. Et samfund, hvori frihed, lighed og broderskab ikke er et fjernt og haabløst ønske blot, men den ægte, sande virkelighed!
