skin, en reise, hvorunder jeg alene var ledsaget af en gammel ordknap eskimo:
«Iklædte vore varme pelsklæder og siddende saagodtsom tause paa den lave slæde, havde vi god tid til at betragte det vidunderlige sceneri omkring os. Man vil neppe kunne tænke sig noget mere uddøet og forladt end det landskab, vi saa. Det var som vi ikke længere befandt os paa vor egen planet, men pludselig var bleven hensat til overfladen af en mystisk og fremmed klode i verdensrummet, saa usigeligt øde og saa usigeligt langt fjernede fra alt menneskeligt syntes vore omgivelser at være.
Et par gange standsede vi for at bringe orden i hundenes trækremme.
Dødens stilhed rugede over egnen. Kun nu og da naaede mægtige suk fra de mørke fjeldvægge nærved os ud til vore øren. Det var isstykker, der leirede sig paa klippepynter og afsatser under tidevandets fald. Den hvide, ofte ujevne flade omkring os, spøgelseagtig belyst af den blege, tause maane, mindede om en kirkegaard ved vintertider; thi de talløse isblokke havde en uhyggelig lighed med sneklædte gravstene og vældige monumenter.
Langs de lodrette, kjæmpehøie kyster nær ved os i nord, hvor isfladen stødte op til det faste land, saaes et baand som af skinnende sølv, frembragt ved klippernes overisning efter høivande. Men langt mod syd strakte sig den mørke stribe af en fjern kyst, paa hvis fjeldplateauer tronede de luftige kupler af evig sne og is, fortonende sig indover til landets indre som en hvid, svagt rullende havflade. Og over denne fjerne kyst flagrede det hemmelighedsfulde nordlys,
