høilig velkomment efter de to foregaaende ugers triste skyvandring. Luftens vrede guder havde længe gjort alt for at hindre vor fremgang. Nu angrede de øiensynlig; stormene drev for stedse bort, og solen fik atter lov at lyse for os, lige indtil hjemmet var naaet.
Samtidig med det gode veir kom vi ogsaa udpaa skraaningerne mod vestkysten, saa vi hurtig naaede ned i lavere regioner, hvor føret blev fastere og dagsmarscherne lange og jevne. 5 dage senere var vi allerede 160 km. nærmere vort maal, og barometrene viste nu den langt fordelagtigere høide af 5800 fod. Kursen holdt vi i denne tid uden kompas, blot ved stadig at iagttage vinkelen mellem marschretningen og vore skygger paa den solbelyste sne foran os.
Provianten begyndte nu at minke raskt, vore delikatesser, som smør og kjødpulverehokolade, maatte vi efterhaanden sige farvel til, hvoraf følgen var, at indlandsisen blev os om muligt et end mindre tillokkende opholdssted end før.
Heldigvis skulde vor reise dog i en nær fremtid være tilende, thi vi nærmede os daglig hjemmet med stærke skridt. Med grund kunde vi være fornøiede med turens heldige forløb. Havde alle vore hundes kræfter svigtet under reisen langs nordostkysten, saaledes som tilfældet jo var med flere af dem, eller havde ulykke eller sygdom rammet en af os, skulde vi neppe have gjenseet vor reises udgangspunkt.
Temperaturforholdene under reisen havde ikke været særlig strenge. Aarsagen hertil er, at solen i disse egne i sommermaanederne skinner baade nat og dag, og luften saaledes vedvarende opvarmes af
