hyggelig veiede og om mulig straks afgjorte. Fremtidsplaner undfangedes, luftkasteller blev byggede. Forlængst henrundne aar af ens liv passerede revue, begivenheder i hjemmet opfriskedes, og skoletiden stod igjen lys levende for en. Døde folk blev trukne op af sine grave, forat man med dem kunde fornye halvt forglemte bekjendtskaber, vakre melodier maltrakteredes, medens alle de unge damer, man maatte have følt sig tiltrukket af fra 7 aars alderen og opover, fik danse alfedanse foran en paa sneen.
Men tilslut sagde hjernen pas. Den nægtede at præstere nye tanker, materialerne var opbrugte. Saa fik vi bruge det gamle repertoire, noget der jo ogsaa gik bra i en tid. Men saa tilsidst var det, at tomhedens trykkende mure for alvor begyndte at sænke sig ned over os. Især blev hjemturens dræbende ensformighed os en næsten uudholdelig pine. Thi paa veien nordover var vi med hver dag komne længere ind over nye og ukjendte trakter, og forventningen om, hvad fremtiden vilde bringe, og spændingen om, hvor vi tilsidst kunde ende, stimulerede os saa stærkt, at vi ganske glemte reisens besværligheder. Nu derimod var det en anden sag. Vi vidste kun, at veien hjem var lang og gik over en kold og livløs slette, hvor vi i ugevis maatte anstrenge os til det yderste for at komme velbeholdne over.
En ikke ubetydelig aarsag til ensformigheden deroppe havde vi i den komplette mangel paa variation i lysmængden døgnet rundt. Thi vi havde jo ikke engang den afveksling, som skiftningen mellem dag og nat her paa vore breddegrader frembyder. Det hele var en uendelig ensformig og lang dag, hvor-
