vor the. Først smeltedes sne nok til vandet, og naar dette omsider kogte, slap vi den lille terning af presset the ned i det dampende kar. Saa tilsattes hermetisk melk, der tillige, ved sit temmelig betydelige procentindhold af sukker, tjente istedetfor dette stof, og frokosten kunde serveres.
Den anden, der under kogningen vanlig benyttede tiden til en sidste lur, blev nu vækket, og snart var maaltidet i fuld gang. Det bestod foruden af 2 blikkoppe med the til mands, 6 beskjøiter, ¼ til ½ ℔ pemmican, samt en liden frossen klump af usaltet smør; desuden i regelen som dessert en hel eller halv kop vand, om lampens spiritusbeholdning tillod en saadan luksus.
Naar saa frokosten var tilende, overtog jeg pakningen af slæden, medens Peary løste hundene fra den i sneen i nærheden nedrammede askestav, ordnede deres trækremme og fæstede dem til slæden. Herunder var det dog ikke muligt at forhindre dem i først at styrte sig i vildt kapløb bort til den lille fordybning i sneen, hvor kjøkkenet havde ligget, efter levninger. Disse bestod gjerne af nogle udkogte theblade, samt endel papir, der havde været om smørret. Morsomt var det at se Pearys lange skikkelse med syvmilsskridt blive trukket bortover til stedet, hvor et voldsomt slagsmaal opstod. Aften eller aften gjentog dette kapløb sig, uagtet resultatet paa forhaand var afgjort. Den lille Miss Tavenøe, hvis trækrem var den længste, fik thebladene, den fromme Panipka papiret, men resten af flokken fik juling af Pau, hvis kongelige vrede over stadig at blive snydt for de nævnte delikatesser med rette var optændt.
