Imidlertid havde vi heller ingenlunde glemt at
sørge for vore hundes bespisning. Denne, der foregik
allerede om eftermiddagen, beskrives af løitnant Peary
i følgende ord: «Saasnart bagparten af det ene dyr
var flaaet og skaaret løs fra den øvrige del, greb jeg
den og løb hen til det sted, hvor hundene befandt
sig. Da jeg lik øie paa dem, sov de alle, udmattede
som de var af den uvante hede og reisend strabadser.
«Miss Tavenøe» var den første der saa mig, idet hun som vanlig viste sig som den mest aarvaagne i flokken. Hun hilsede min ankomst med et kort glædeshyl, der straks bragte den adstadige «Lion» paa benene og vækkede alle de øvrige. Saasnart det gik op for dem, at det var kjød, friskt, blodigt kjød, jeg var ifærd med at bringe dem, fyldtes luften med forventningens glade hyl. Selv Pau (den nye konge siden tabet af den første), selv han, der i de sidste to dage havde vist tydelige tegn paa stærkt ildebefindende, indtog sin vanlige udfordrende stilling og trængte sig frem til fronten for at sikre sig det første og største stykke. Nogle øieblikke senere var alene to knokler tilbage; den ene i Pau’s besiddelse den anden strengt bevogtet af Lion.
Jeg gik nu tilbage for at hjælpe Astrup med at fuldende flaaningen. Et par timer efter, da dette arbeide var udført tog vi den ene af skrottene imellem os og bar den ned til hundene.
Igjen den samme vilde ophidselse som før. Nær ved standsede vi og gav det svære legeme et sving, saa det havnede midt inde i flokken
Da de nogen tid derefter havde endt sit maaltid var kun benene tilbage af det svære dyr.»
