af mægtige mørke revner. Vi skjønte nu, at vi var kommet for nær et af kyststrækningernes mægtige brækomplexer, og at vi befandt os paa skraaningen nedover mod en farlig gryde, som det hurtigst muligt gjaldt at komme bort fra.
«Det tog to hele dage,» skriver Peary, «af det haardeste og mest nedslaaende arbeide under den hele færd, igjen at komme op paa de jevne snedækkede skraaninger længere mod øst. Og i disse to dage tabte vi omkring 25 km. af den fremrykning mod nord, som vi saa surt havde opnaaet. Bratte, isede skraaninger, som vi maatte arbeide os opover mod den rasende vind, tog haardt paa vore slæder og trættede vore hunde, samtidig som Astrup og jeg plagedes af idelige fald paa de glatte isflader.»
Under dette arbeide fik Nalegaksuak, vor bedste hund og kongen for hele flokken, forstrukket en sene i et af sine ben, saa den blev arbeidsudygtig. Saa lod vi den gaa løs bag slæden en dags tid, men herunder forsvandt den. Rimeligvis er det stakkels dyr blevet saa udmattet underveis at det ikke længer har kunnet fortsætte.
I en af disse dage mistede vi tillige i en sprække vort udmærkede teleskop, ligesom vi ogsaa engang var nærved at tabe en af vore bedste hunde paa lignende maade. Pludselig forsvandt nemlig Lion, som den hed, fra sneens overflade, og da vi forsigtig nærmede os op til stedet, fandtes den hængende ca. 3 meter nedenunder, svævende over et dybt svælg, men til al lykke udenfor fare; thi trækremmen, som forbandt dens sæletøi til slæden, havde holdt. I en fart fik vi den op igjen, og med halen mellem benene blev
