16 km.s avanceren slog vi leir. Vi er nu tilsyneladende paa det høieste punkt mellem Inglefield Golf og Kane Basin, og foran os skraaner indlandsisen langsomt, næsten umærkeligt nedover mod nord og nordost.
Kl. er nu ½9 om morgenen, hvilket svarer til kl. 2 middag i Christiania, og frihedsstemningen er nu paa sit høieste der hjemme i fædrelandet. Men ogsaa heroppe paa de snehvide skraaninger, hvor vort lille følge tilsammen kun danner en sort prik, neppe synlig paa nogle faa kilometers afstand, ogsaa heroppe rinder den norske frihedsdag os i minde. Ofte nok har jeg i vinterens løb fortalt mine kamerater om den, og Dr. Cook, hvis heldige vuggegave det er at kunne lave gode og nyttige ting af en ubekvem materie, foreslog straks, efterat vi havde slaaet leir, at benytte en brukken granski til en flammende kogeild; hvorefter han, som han sagde, skulde lave os en ret, som kunde sætte os i humør.
Og han holdt ord; thi sjelden har vel nogen af os fortæret et maaltid med tilfredsere miner eller med større velbehag end hin 17de mai morgen. Jeg tilføier ligesaagodt opskriften paa doktorens nyopfundne ret: Man komme udi en liter varm ertesuppe nogle knause pemmican. Er pemmicanen haardfrossen, ophugges den med en øks i mindre partier, hvorved disse smelter hurtigere. Det hele omrøres over en ild, indtil en tyk grød erholdes der er velsmagende, samtidig som den ogsaa, nydt med maade er forholdsvis let fordøielig.
Den 18de og 19de mai gjorde vi for første gang noget længere marscher, idet vi paa begge disse dage
