Vore klæder var næsten udelukkende forarbeidede
af skind, og var paa det nærmeste af samme mønster
som de indfødtes. Paa ovenkroppen bar vi en renskinds-«koletah» med hætte, eller i stille, mildt veir
en sælskinds-«netcha». Vore benklæder, der rak til
knæerne, adskilte sig alle fra hinanden, hvad materialet angaar. Pearys var af sort og hvidt hundeskind,
idet nogle saadanne kort før vor afreise tilfældigvis
havde været at opdrive og disse var slig sammenføiede, at hans ben forfra var hvide, bagfra derimod
ravnsorte alene med en oplivende hvid plakat over
bagdelen.
Dr. Cook havde renskindsbukser, Gibson bukser af bjørneskind, medens mine var af sælskind. De sidste kunde derfor selvfølgelig ikke maale sig med de andres i varme.
Paa fødderne havde vi sælskindskamikker med indvendige strømper af renskind eller ogsaa af tyk uld.
Paa kroppen bar vi desuden under vore skindklæder uldundertøi, samt paa hænderne i regelen vaatter af uld med andre af sælskind udenpaa.
Til vor dragt hørte ogsaa nødvendigvis et par snebriller, som omtrentlig ikke var af os paa den hele færd, da solen generede øinene næsten ligesaa stærkt om natten som om dagen.
I disse dragter var vi fuldstændig beskyttede mod kulden, ja ikke engang isørkenens gjennemtrængende vinde formaaede i nogen større grad at besvære os. Og dog veiede ikke denne dragt, undertøiet medregnet, over 15 ℔.
Paa hovedet bares i stille veir gjerne en tynd strikket kalot, idet skindhætten da var nede. Selv
