føret paa indlandsisen ikke var, som vi havde beregnet. Saasnart vi imidlertid var paa det rene med, hvadslags føre vi ialmindelighed vilde komme til at have, efterlod vi de 4 slæder, hvoraf en fladbundet, en anden næsten helt og holdent af jernblik samt et par med elfenbensskoning under meierne, som de mindst brugbare, medens de øvrige 4, der alle paa det nærmeste var af samme type, med flade askemeier, uden nogetsomhelst beslag, beholdtes for den lange reise. Den største af disse var 13 fod lang[1] og 2 fod bred samt var langs meierne forsynet med 6 tommer høie opstandere, hvorpaa tverstykkerne, der sammen med nogle langsløbende aske— og bambusstænger dannede ladningens underlag, hvilede. Dens meier var 4 tommer brede. De noget brudte vinkler mellem opstandere og tverstykker var opstivede med knæer af rensdyrhorn, samt alle de forskjellige stykker i hele slæden sammenføiede ved hjælp af sælskindssurringer. Den veiede 48 ℔ og kunde uden vanskelighed bære en vægt af 1000 ℔.
En anden slæde var nøiagtig af samme konstruktion, kun med den forskjel, at den var 2 fod kortere samt meiernes bredde 3½ tomme. Den veiede 35 ℔ og var beregnet for en maximums vægt af omkring 800 ℔.
En tredie slæde, som jeg havde forfærdiget, var 10 fod lang samt 16 tommer tversover. Endvidere var dens meier tre tommer brede med opstandere 2 tommer høie. Den havde den overordentlig ringe vægt af 13 ℔, samtidig som den tiltrods herfor under en
- ↑ Under den følgende reisebeskrivelse er overalt eng. maal og vægt benyttet; alene veilængderne er angivne i kilometer.
