æslet udstødte nok et kort, skjærende trompetstød, og afgaarde drog det hele tog med 30 mils fart, æslet foran, de 80 blodtørstige bagefter, og endnu længere tilbage i kjølvandet et par af os mennesker, der var blevne vidner til det hele optrin og nu skulde optræde som redningsmænd. Først ned en bakke foran huset, saa stenspruten stod, saa op en anden, nu og da afbrudt af et kraftigt spark bagud fra æslet mod de mest nærgaaende hunde, saa over en jevn flade bag huset, saa ved en heldig idé, der ledsagedes af et tredie og sidste trompetstød, en sving nedover tilhøire og lige ind gjennem stalddøren. Et øieblik efter var det forfulgte dyr udenfor al fare.
. . . . «Æslet foran, de 80 blodtørstige bagefter» . . . .
En nat kort tid efter blev forresten et andet og mindre exemplar af vore langører saa rent skambidt af hundene, at vi var nødsaget til at skyde den straks efter.
Ganske morsomt er det at se eskimoen fodre sine hunde. Han skjærer kjødet op i stykker paa en næves størrelse, stabler det hele op paa et bret,
