Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/162

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Kun naar de kommer over en tønde beskjøiter, kan man være saa nogenlunde sikre for deres indbrud. Thi vistnok fortærer de støvlesaaler og alleslags indvolde med stor appetit, men at de derfor skulde synke saa dybt som til at bide i en af disse haarde og tørre tingester, som menneskene kalder skibskjæks, kan de dog ikke gaa med paa.

Herhjemme pleier vi at anse en hunds lange hyl i nattens stilhed som et ufeilbarligt tegn paa, at den bærer sorg og bekymring i sit hjerte; anderledes derimod i Nord-Grønland. Ved vort sidste vinterkvarter, hvor der ofte kunde være henimod hundrede hunde samlede paa en gang, fik vi de tydeligste bevis for, at disse hyl meget snarere var et udslag af glæde og livslyst, og at de for dem spillede omtrent den samme rolle som sangen for os mennesker. Det var især som korsangere, de brillierede, og sine konserter gav de gjerne tilbedste, naar de rigtig var i sit es, som f. eks. efter et rigeligt maaltid eller efter en god nats hvile og søvn. For at det hele kor skulde begynde sin virksomhed, var det kun nødvendigt at en enkelt af forsamlingen, helst en ældre herre af anseelse og værdighed, istemte et langt «o-au-o-au-o-au-o-au-o-au-o-au-o-au-o-au!» Forsøgte derimod en yngre spretfyr at faa istand en konsert, gjorde den i regelen grundig flasko. Den udstødte sine spæde hyl et par gange, hvorunder den i høiden opnaaede at faa svar fra en eller anden tilfældig nærværende af expeditionens medlemmer, hvorefter den, flau og slukøret, maatte opgive sit forsøg.

At høre et hundekor af en halvhundrede vel