hvor søisen til sine tider er usikker eller ganske borte. Han udviser herunder en mærkelig færdighed i at manøvrere sit kjøretøi med det viltre forspand op og ned ad de steile fjeldskar eller farlige bræer og jøkler. Forresten er jeg engang sammen med Kolotengva kommen nedover en lang, brat bræhældning paa en ganske letvindt maade. Vi havde været henved en maaneds tid borte paa vor slædereise i Melvillebugten og havde for at forkorte veien hjemover etsteds taget veien over en bred landtunge, kronet med en mægtig snekuppel. Til vor nedfart valgte vi et dalføre, hvor en tunge af bræen strakte sig helt ned til søisen. Kolotengva længtede meget efter at gjense sin unge hustru og fandt det at være en altfor langsom og tungvindt maade uafladelig at skulle bremse og holde igjen nedover den lange skraaning. Han slipper pludselig alle hundene løs, sætter sig skrævsover slæden og forsøger at faa mig til at gjøre det samme. Først havde jeg lidt betænkeligheder, men prøve det kunde dog være ganske morsomt, og saa satte jeg mig paa.
Det nytter ikke at forsøge at beskrive den fart, hvormed vi nu seilede nedover bræens blanke ispukler og gjennem de mange løse snefaner, der sendte skyer af fin støvsne tilveirs omkring os. Fornemmelsen var som den, en luftskipper maa føle, naar hans ballon pludselig exploderer, og han raskt og livlig piler ned mod hustagene i en by dybt nede. Vi befandt os maaske ligesaameget i luften den hele tid som paa slæden, idet vi kun nu og da dumpede ned paa denne «for at drage aande». Forresten opnaaede vi ingen tidsgesparelse ved denne færd. Thi
