Peary’s hustru, hvad der i Amerika ikke mindst bidrog til at gjøre den hele expedition til et sensationelt foretagende.
Den 6te juni forlod expeditionen New-York i sælfangeren «Kite». Foruden expeditionens medlemmer medfulgte endel videnskabsmænd fra Philadelphia for at gjøre iagttagelser og indsamlinger under reisen, dog alene i den hensigt, at medfølge skibet tilbage efter at have sat vort lille selskab iland.
Efter en lang og tildels kjedelig reise langs Nord- Amerikas og New-Foundlands kyster og over Davis-strædet fik vi endelig den 23de juni øie paa det land, hvortil al vor higen og længsel stod.
Paa veien opover langs Grønlands vestkyst anløb vi et par af de danske kolonier, nemlig Godhavn og Upernavik, hvor vi i den korte tid, vi opholdt os der, blev overmaade venligt og gjæstfrit behandlede af de derværende danske embedsmænd.
Den 2den juli stoppedes vi af pakisen i Melvillebugten, hvorefter vi i tre uger var indestængte i isen og herunder kun gjorde yderst ringe fremgang. Dagene faldt os i denne tid temmelig lange, idet vi alle var utaalmodige efter at naa vort bestemmelsessted, det til vinterkvarter udseede punkt i lnglefield Gulf. Vor hovedbeskjæftigelse var at skyde sæl og søfugl samt at spise. — Den 11te juli hændte det uheld, at løitnant Peary brak sit ene ben, idet det rammedes af en under rattet anbragt kort jernrorpinde, der gjorde et voldsomt slag til siden, just som skibet gik agterover, og roret derunder kom i kollision med et stort isflag. Mr. Peary fandt sig imidlertid rolig i sin skjæhne. I fire uger maatte han holde
