Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/149

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

runding over hverandre paa en saadan maade, at de tilsidst danner en solid, hvælvet kuppel, stor nok til at rumme saamange, som selskabet maatte holde.

Man kunde kanske have lyst til at titte lidt ind i hyttens indre, efterat alle sprækker i vægge og tag er tættede med løs sne og tranlampen tændt. For at komme ind maa man krybe paa maven gjennem det lille hul paa læside, og hvis man tilhører den kaukasiske race, maa man vogte sig vel, at man ikke under denne akt nedriver dele af det nyopførte bygværk. Thi aabningen er kun beregnet paa smaafolk — landets egne børn.

Indenfor danner sig efterhaanden en forholdsvis høi temperatur, der faar sneen oppe i taget til at smelte noget, hvorved hytten imidlertid kun gjøres stærkere, idet de enkelte sneblokke herunder synker og fryser sammen til en eneste haard, paa indsiden skinnende glat iskuppel. Det vand, som lidt efter lidt dannes, rinder langsomt nedad hulens vægge, indtil det naar ned i gulvets nærhed, hvor blinkende istappo former sig. Om natten ophører dog denne smeltning, idet tranlampen paa den tid kun brænder med en svag flamme.

Paa sneforhøiningen i hyttens bagre halvdel anbringer jægerne sine skind, og ovenpaa disse strækker de sine mødige lemmer efter i regelen først at have kastet alle eller de fleste af sine klædningsstykker. Efter en lang dags kjørsel i den strenge kulde er det især fødderne, der har faaet kjøle sig. Men nu giver man dem deres mon igjen. Man putter dem ind paa hverandres maver! Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg modtog en svart, men