væg, forekom det mig næsten ufatteligt, at mennesker havde kunnet udvise denne uhyre dristighed blot for nogle faa egs eller fugles skyld.
En anden gang hændte det, at en eskimo under alkekongefangst fik sit ene ben knust opi en af de svære stenrøser, der kan iagttages mangesteds ved foden af klippevæggene, og hvor de smaa alkekonger fortrinsvis holder til. Besvime kunde den stakkels mand ikke, thi det vidste han ikke, hvad var, hvorfor han straks gav sig ifærd med at slæbe sig hjem. Her blev benet kort efter ifølge kloge mænds og koners raad amputeret. Ikke længe efter var manden atter frisk og rask, ja morede endog sig selv og kolonien kostelig med sit alstumpede lem.
Hvorledes denne og lignende ben- eller armehistorier har kunnet løbe heldig af, er ikke godt at forstaa, naar man betænker, hvilke instrumenter de herrer eskimo-kirurger under saadanne omstændigheder maa betjene sig af: En smudsig kniv og nogle tilspækkede sælskindsstrimler. Men naturen synes at komme dem saa meget kraftigere tilhjælp netop paa dette omraade og heler saar og benbrud, der herhjemme vilde udkrævet den omhyggeligste pleie.
