er det ingen overdrivelse at sige, at vi kun med nød og neppe var istand til at holde os de ophidsede dyr fra livet. Kun efter en heftig og temmelig langvarig kamp, hvorunder vi endog et par gange mod nogle af de mest nærgaaende dyr maatte tage tilfældige haandvaaben, saasom en økse og en baadshage, til hjælp, lykkedes det os omsider at bringe dyrene til at fortrække. Sandsynligvis var dette foraarsaget ved, at flere af flokkenes ældre anførere havde maattet bukke under for vor frygtelige kugleregn. Hvor mange dyr vi under kampen havde nedlagt, er ikke godt at sige, da de dræbte dyr næsten øieblikkelig af sine kamerater blev førte ned i dybet ved hjælp af deres lange hugtænder. Kun to af de døde legemer var det os derfor muligt at sikre os, hvilket alene lod sig gjøre ved hjælp af den indfødtes harpunliner. Havde blot et par af dyrene faaet anledning til at iværksætte sin hensigt, nemlig at faa anbragt sine tænder over baadens æsing, kunde de selvfølgelig med lethed have bragt den til at kantre, hvad der i tidligere tider oftere skal være tilstødt vore norske hvalrosfangere ved Spitsbergen. I saadanne tilfælde er der selvfølgelig neppe tale om nogen redning, medmindre en anden baad befinder sig i nærheden.
Og hermed vil vi da, taknemmelige over endnu at være ilive, forlade hvalrosfangstens talløse farer og gjenvordigheder.
Foruden den allerede tidligere i dette kapitel beskrevne jagt efter sæl, der drives paa nyisen om høsten samt delvis ogsaa i vintermaanederne, den saakaldte maupok— eller oversat ventefangst, findes der ogsaa en anden og vigtigere maade, hvorpaa
