rolig og majestætisk sit grinende aasyn. Man hører dens dybe aandedræt, der lyder som en langsom snorken i formiddagens stille tusmørke. Lyden gjentager sig nogle gange ligesom sukkende, man skimter den udaandede sky af vanddamp, der i den overordentlig lave temperatur synes en ligesaa skinnende hvid som skyerne fra et lokomotivs ventiler. Efter et øiebliks forløb trækker dyret sig atter langsomt og roligt tilbage ned i dybet. De kolde bølger lukker sig over dets mørke skalle, medens man endnu hører de sælsomme pustende lyd fra andre kanter.
Det er, naar hvalrossen saaledes er ifærd med at bryde sig op igjennem isen for at drage aande, at eskimoen som en pil iler hen til stedet og angriber det opdukkende dyr. Endnu oftere bruger han at vente ved et allerede tidligere formet hul, hvor som regel dyret senerehen jevnlig indfinder sig. Ofte paatræffes ogsaa hvalrosse, der trods vinterkulden har krøbet op paa selve isens overflade, der hvor denne er stærk nok til at bære dem, f. eks., hvor den ved ispresninger har faaet flere lag af sin tykkelse skjøvet ovenpaa hinanden.
Under angrebet paa hvalrossen benytter den indfødte som regel kun det ene vaaben, landsen, som han, for at undgaa at medføre nogen særskilt harpun, har indrettet saaledes, at den ogsaa kan bruges i denne egenskab. Herunder tjener det i den butte ende paasurrede jernstykke som tap for selve harpunspidsen, der staar i forbindelse med en ofte henved 40 meter lang fangrem af ganske overordentlig styrke. Fangremmen, der har lidt over 1 ctm.’s bredde og er forfærdiget af ogsuk-skind, har kun
