viste mig ind i løitnant Peary’s arbeidsværelse. Her blev jeg meget elskværdigt modtaget af denne selv. Hans hele udseende indgød mig uvilkaarlig tillid. Hans høie magre skikkelse var elastisk og senestærk, hans ansigtstræk grove, men tillige bestemte, og ud af dem lyste et aabent og freidigt blik.
Neppe var vor samtale begyndt, før jeg saa mig nødsaget til med en noget paataget nonchalant bevægelse at trække mine filologiske mesterværker op af lommerne. Med en feberagtig hastighed bladede jeg nu under resten af mit besøg omkring i disse, fandt selvfølgelig næsten aldrig de ord, jeg søgte, men opnaaede dog omsider ved hjælp af temmelig lakoniske bemærkninger at faa sagt, hvad der laa mig paa hjerte.
I samtalens løb lagde jeg mærke til, at Peary’s sorte tjener af og til med et underligt minespil forsvandt gjennem en sidedør for straks efter igjen at komme tilbage med et næsten uhyggelig alvorligt og fortrukket ansigt. Dette har han senere maattet tilstaa, skeede, hvergang han ved at se paa mig, tabte herredømmet over sine lattermuskler og i en hast maatte søge enerum, for der at give sine voldsomme afrikanske udbrud den fornødne luft. Som man kan skjønne, har jeg altsaa ikke været ganske fri for at være latterlig, som jeg stod der og bladede energisk efter udtryk for mine meninger.
Et par dage efter dette mit første møde med løitnant Peary fik jeg underretning om, at jeg var antaget som en af den kommende expeditions 5 medlemmer.
