Bjørnen slipper sit bytte og flygter henimod det
andet dyr, der allerede i nogen afstand har passeret
forbi stedet, og Akpallia er reddet. I næste øieblik
er de to kameraters hundespand sat i frihed, bjørnenes flugt standset, og med forenede kræfter, samt
under medvirkning af et dundrende skud fra den
mishandlede bøsse, lykkedes det dem i løbet af en
kort og skarp kamp at nedlægge de to dyr. Saa
blev Akpallia’s saar, der heldigvis ikke havde foraarsaget noget stærkere blodtab, forbundet med lange
striber, skaaret af et gammelt, tilspækket og smudsigt sælskind, hvorefter bjørnene blev flaaede, og
mest muligt af kjødet læsset paa slæderne.
Kun den ene af de to trofaste hunde, der under kampen var blevne saarede af bjørnen, var endnu ilive, og blev paa slæden transporteret hjem, hvor den senere kom sig, medens den anden var dræbt paa flekken. To dage derefter var jægerne atter tilbage ved kolonien ved Kap York, hvor deres eventyr blev berettede med omhyggelig nøiagtighed for en levende interesseret tilhørerskare.
Akpallia var en anden gang paa bjørnejagt ude paa isvidderne i Smiths sund omtrent midt imellem Grønland og Ellesmere land. Han var da sammen med en ung, men usædvanlig dygtig jæger ved navn Kolotengva. Under forfølgelsen af en bjørn kom Kolotengva, der endnu aldrig alene havde fældet en saadan, langt bort fra Akpallia, og da han herunder pludselig mødte bjørnen bag et lidet isbjerg, maatte han selvfølgelig angribe den alene. Men saa langt fra at dette ængstede ham, greb han tvertimod med glæde denne anledning til at vinde sine sporer inden
