Pandens Formation, Ansigtets Runding, Næsens og Hagens Omrids, medens dets Tilbøieligheder snarere aabenbare sig paa de bløde Dele af Ansigtet, og Resultatet af hans Beskjeftigelse med disse Værker og af de Iagttagelser han ved Siden deraf har anstillet paa levende Personer, er, at han er kommen til den Overbevisning, at det netop er de smukkeste Individer, som man ikke maa tro altfor vel, ihvormeget man end føler sig tiltrukket af deres skjønne Ydre.[1]
Han, der skriver disse Linjer, og der ofte med vemodige Tanker har staaet paa det Sted, hvor de to Piger lede en vanærende og pinefuld Død, er nu kommen til Enden af sin Fortælling, der ialfald har den Fortjeneste at have holdt sig til Sandheden. Han ved Intet mere at fortælle om Anne og Alet, men ønsker, at det Fortalte maa tjene Andre til Advarsel; thi ogsaa du, Læser eller Læserinde, kan falde ligesaa dybt, som disse to Piger. Ja, Anne og Alet kan i Guds Øine have været bedre end du er; thi de forlode Jorden
- ↑ „je suis arrivé à me persuader que les individus dont nous devons méfier un peu, malgré cet entrâinement que nous éprouvons à leur vue, sont justement ceux dont les dehors nous semblent les plus parfaits.“