Denne siden er korrekturlest
Dog, skjøndt jeg veed, min Tale kan undværes,
Jeg kan ei dæmpe Trangen i mit Bryst
At sende Dig, i denne haarde Dyst,
En Hilsen, som af Ungdomsminder bæres.
Du gamle, dybe Digter
Ved Søndermarkens Hegn —
Jeg bringer Dig en Hilsen
Her fra din Barndomsegn.
Den er saa skjøn at skue
Endnu, som den var før,
Med Kæmpefjeldes Bue
I Alpeduftens Slør.
Med Fossers hvide Stribe
Langs nedad Fjeldes Væg,
Med evig Snee paa Tinder,
Med Blomstersnee paa Hæg.
Vildt gaaer end Elvens Brusen
Igjennem Orekrat,
Hvor din Erindring drømmer
I dybe Vandes Nat.
