Anm. At Ild lignes med en Hane er ældgammelt (see Voluspa
XII). „Rid paa det bolde og ei paa det knolde“ tilraabte
Troldene en Bondedreng, der med et Guldhorn, som en Troldjomfru
havde rakt ham, red over en oppløiet Ager i Danmark,
hvor Sagn om Trold og Guldbægre ei ere sjeldne. (Thieles
danske Folkesagn, 1, 4, 48, 55. Mythologie der Feen und Elfen
von Wolff 1, 191).
Ved Nidelven i Øiestad Sogn i Nedenes ligger en Gaard, som heder Nerstein. Her boede i gamle Dage en Mand, som hedte Sjur. Han var mægtig og rig; thi foruden Nerstein eiede han sex andre Gaarde og et betydeligt Laxefiskeri i Nidelven; men hvad mere var, han havde en Datter, der var den væneste Pige rundt om i Bygderne. Til hende beilede en vestlandsk Mand, ved Navn Ring i Bua; Pigen likte ham godt, men den rige Sjur gav ham Afslag. Frieren lod sig imidlertid ei derved afskrække. Medens Faderen St. Hansdags Morgen var til Ottesang i Øiestads Kirke, kom Ring til Gaarden og fandt sin Pige, uagtet Sjur havde været saa forsigtig at lukke hende ind i et af de Skabe, som efter de Tiders Skik vare gjorte ved Foden af Sengen; en Snip af hendes Forklæde stak nemlig frem og røbede hende. De flygtede nu, og nogle gamle Steenkar vise endnu det Sted, hvor de satte over Elven. Aldrig saasnart fik Sjur Underretning om Ranet, førend han satte sig paa sin Hest og jog efter de Flygtende. Underveis blev han standset af et Trold, der traadte ud af Lihaugene ikke langt fra Temsevand og bød ham velkommen, i det han rakte ham et fyldt Drikkehorn. Istedetfor at tømme det, slog han Drikken bag over Hovedet; men nogle Draaber, som faldt paa Hestens Lend, toge strax Haarene bort. Sjur, som strax havde anet Uraad, gav Hesten af Sporerne og foer afsted med Hornet i Haanden, og Troldet satte hvinende efter ham. Han kom nu i største
