manden, der fælede for Jutolbesøget, at Jomfru Maria Christus og St. Peder samt Vorherre selv vare Barnefaddere. Nu ængstedes Jutulen og sagde, han turde ikke komme med i Gildet, for engang, da han var med disse Gjester, havde deres Tambour Thor kastet sine Trommestokke efter ham og slaaet hans ene Laarbeen af; dog bad han Husmanden vilde holde Høisædet tomt til hans Ære og følge sig ind i Fjeldet for at modtage Fadderskjenken. Da de kom hjem, steg Husmanden med en Sæk ind i Bjerget, hvor Jon aabnede en Jerndør til et Kammer fuldt af Guld og Sølv, gav ham en Skuffel af hver Sort i Sækken, bad Manden løfte paa den og sige ham, om Nogen af de Andre gav Mere. Husmanden kjendte paa Vegten, og da han fandt den let, svarede han: „Alle undtagen Jomfru Maria give Mere.“ Da øste Jutulen nok en Skuffel af hver Sort og gjentog sit Spørgsmaal. Husmanden løftede igjen, kjendte at han kunde bære endnu mere og sagde: „Endnu gi’r Vorherre selv Mere.“ Atter øste da Risen en Skuffel af hvert Metal og spurgte paanyt som før. Da Husmanden nu lettede paa den tunge Sæk, fandt han den saa sver, at han knap kunde aarke den og svarede: „Nu er du den Første.“ Derpaa skiltes de og Husmanden slæbede med glad Sind Skatten hjem. Kort Tid efter forelskede Jutulen sig i en Pige over paa Drage, en Gaard tversover for Jonshornet paa den anden Side af Fjorden; men Møen var trolovet med en af Nabogaardens Ungkarle og gav Jutulen Afslag. Da hun nu snart derefter havde Bryllup, sendte hun ham en forgiftet Drik at tømme hendes Skaal i. Jutulen drak vred i Hu og steg op paa Tinden af Jonshornet. Her greb han en stor lang Steen og slyngede den over Fjorden for at ramme Brud og Brudgom, men Armen var bleven mat af Giften. Stenen rak ikke frem, men blev staaende paaskraas i Jorden nedenfor Drage, hvor den stod indtil for faa Aar siden og førte Navn af Risepilen eller Dragebautaen. Nu ligger den som Brosteen over en Bæk, der flyder ned ved Gaarden.
