Sagn om overnaturlige Væsener, der skulle færdes paa
vor Jord, findes saaledes hos de fleste Folkeslag; men
fuldstændigst hos Fjeldbeboerne, hvor Sagnene endnu gjerne
ere levende Folketro.
Den megen eenslige Færsel i Skov og paa Fjeld, den Dødsstilhed, som for det meste hersker i vore store Skove, og som en Ugles, en Hubros fæle Skrig, der gjentages og fordobles i fjerne Echo, stundom afbryder, – den frygtelige Kraft, hvormed Storm og Uveir til andre Tider rase, – de vidunderlige Skikkelser, som de omgivende Naturgjenstande under den forskjellige Belysning erholde, – og de stolte, vilde og forbausende Naturscener sætte Bonden let i en Sindsstemning, der under saadanne Omstændigheder giver Barndoms Fortællinger Interesse, Sandsynlighed ja subjectiv Vished. Den levende Indbildningskraft har frit Spillerum, Frygt og gammel Overtro forene sig med den, og paa denne Maade lader det sig maaskee forklare, hvorledes selv fornuftige Folk, endog i vore Tider, kunne være overbeviste om, at Jutuler og Underjordiske, Trolde og Nisser o. s. v. existere. (Sammenlign Helmuths Naturlære S. 16).
