De slaviske Folkeslag troe ogsaa paa nogle overnaturlige
Væsener, der kaldes Lesser (die Lessen), der danne
en Mellemting af vore Jutuller og Underjordiske. De ere
baade af Han- og Hun-Kjøn og kunne snart gjøre sig høie
som Træer, snart lave som Græs. De løbe om i Skovene,
larme fælt i det de skrige, klappe og svare dem, som
raabe. De Mennesker, som de træffe i Skovene, give de
sig af med, indtil de tabe Bevistheden, hvorpaa det føre
dem vild om Natten og tage dem ind i deres underjordiske
Boliger. De tage ogsaa til sig smaa Børn, som de stundom
efter mange Aar slippe formanede ud igjen. De beskrives
som bevoxede med Haar over hele Legemet, og beskyldes
for at efterstræbe Qvinder. Slawische Volkslieder,
übersetzt von Wenzig S. 226 og 243.
Ved atter at vende os mod Vesten træsfe vi i Schweitz’s romantiske Dale Dverge og Bjergaander, der ligne Nordens, men have et mildere Anstrøg. Schweitz’s Underjordiske ere et livligt og muntert Folk, der gjerne streifer om i Dalene og især beskjeftiger sig med Fædrift: dog vogte de ei Faar og Kjør, men Alpernes raske Gemser, af hvis Melk de berede en kostbar Drik, der ei formindskes, hvormeget man end spiser af den. Med Schweitz ophører tildeels Sagnene om de Underjordiske; thi længer mod Vest og Syd ere de enten uddøde eller endnu ei samlede. I Frankrige finde vi, foruden de mægtige og skjønne Feer, som Melusine o. Fl., der dog snarere tilhøre Romantiken end Folketroen, kun de saakaldte Godelins, der svare til vore Nisser, og i Bretagne de smaa ondartede
Felsgestade, Berge und Wälder. Er sieht sie versammelt ihr Mahl halten und ihr Ringeltanze aufführen“ ibi I, 271.
