234
slog Staale en Skaal Øl i Aare-Gruven, hvorover Ola som Vert blev saa vred, at han gik ud. Spottende fulgte de Andre ham. Ola havde sin Tollekniv i Haanden, og da de atter vare komne ind, kastede Staale Ola paa Gulvet, hvor det gik paa Livet løst med Knivstik. Haavor, som lidt efter kom ind, gav Staale et Skik i Ryggen i den Tanke at det var Ola. Nu bleve de skildte ad, efterat Ola havde faaet 2 Skrammer i Ansigtet og Staale et Stik i Siden. Strax efter, da Haavor kom ind med en Kniv og en Haandøxe, sprang Staale frem, greb Øxen og jog Ola op i Bænken. Haavor fulgte efter og nu begyndte Kampen for Alvor. Da Ola fornam, at Døden var for Haanden, stak han efter Haavor over Skuldrene af sin Kone, der forgjeves søgte at skille dem ad. I det samme ramte Staale ham med Øxehammeren over Øiet, saa at Blodet strømmede, og Haavor gav ham et Stik i Halsen, saa at han segnede død. Ikke destomindre hug og stak de længe i Raseri paa Liget. For denne Misgjerning bleve de begge dømte fredløse og deres Gods forbrudt under Kronen. Haavor flygtede, men Staale derimod skjulte sig først i en Bjerghule ved Tveten, og siden paa Aasheims-Buret, hvor Ingen turde nærme sig ham, da han her havde sat sig i Forsvarsstand. For at frelse hans Liv og Gods erklærede hans egen Fader 1621 for Presten og den forsamlede Almue, at hans Kone havde avlet Staale med en Anden. Han fik nu Landsvist eller Leidebrev, mod at bøde til Kongen og den Dræbtes Arvinger. For at blive fri for Bøderne maatte han love at rydde af Veien 7 fredløse Røvere, som man ei kunde fange. Disse opholdt sig i en Sæterbo paa Stranden ved Sundsbarmvand. Did begav Staale sig i Pjalter, og udbad sig deres Venskab, da han var underkastet en lignende Skjebne. Han beklagede imidlertid, at hans Klæder vare saa fulde af Utøi, at de først maatte udkoges, inden han kunde begive sig i deres Selskab. Røverne ønskede sig til Lykke ved at have faaet en saadan Staldbroder, og lode ham hænge en stor
