232
Lige op for Sillejords Prestegaard, bag Skarvefjeldet, ligger en liden Dal, Kivledalen; der stod i gamle Dage en Kirke. En Søndag skulde Presten holde Messe der i Kirken, men allerbedst det var, saa fik Almuen høre saa deilig en Slot udenfor, at de ikke kunde bare sig; de maatte ud og høre paa Slotten, Alle, som i Kirken var. Da de kom ud saae de tre Jenter, som gjetede Gjeterne sine borte i Steenurdene, dem var det, som gik og blæste saa vænt paa Horn; – og eftersom Kirkefolkene kom ud bleve de staaende, den Ene efter Anden, som de vare fjettrede; Presten kom nok ud efter og bad dem gaae ind i Kirken igjen og lye Messen ud, men det hjalp ikke, de bleve staaende allesammen, for saa deilig en Slot syntes de aldrig de havde bort i Verden for. Presten raabte til Gjeterjenterne og bad dem standse med at blæse, og det gjorde han baade eengang og to og tre ogsaa, men de bleve ved at blæse. Saa blev Presten vred og løftede Haanden og ønskede Forbandelse over dem, fordi de lokkede Kirkefolkene ud fra Guds Huus og saa blev alle tre Gjeterjenterne og hele Gjeteflokken deres til Steen med det samme. Der kan En see dem staae den Dag i Dag er med Hornene de blæste paa for Munden og Gjeterne rundt om sig oppe i Steenurden. Men der er ikke en Spillemand i Sillejord, uden han kan spille Slotten til Kivlemøerne paa Hardangerfelen, og naar En faaer høre den, maa han rigtignok sige det samme som Spillemændene, „at den Slotten er hjertelig væn.“
Anm. (Meddeelt.) Paa Trogfjeld og Løveeg, 2 Heier, som indslutte Ombli Prestebygd, blæste ogsaa i gamle Dage „Skjelmøiarne“ saa vænt paa Horn til hinanden, at Ingen, som hørte dem, kunde bare sig for Graad. Men da de ogsaa blæste om Søndagen, saa at Almuen gik ud af Kirken for at høre paa dem istedetfor paa Guds Ord, „stødte Presten dem ned“ og der skal de staae indtil Dommedag. Endnu kunne Ombli Spillemænd spille de samme Toner paa Violin. (Mundtligt og meddeelt).
