som skulde have begravet Rødøen, kom til at ligge der,
hvor nu Fongfjordbræen kneiser; thi eftersom Ganfluerne
fløi, fremkom Sne i uhyre Mængde. De stævnede mod
Havet, og derfor strækker Fonden sig ogsaa lige ud i Havet,
og 7 Mile skal det være fra det Sted, han slap Fluerne,
indtil de naaede Søen.
(Mundtligt).
Paa Fanø Kirketaarn i Bergensstift stod i fordums Dage et Kors, som nogle Fiskere havde fisket op i Fjorden. Det havde den vidunderlige Kraft, at Enhver, der havde nogen Meen og saa paa det, blev helbredet. Døve og Stumme, Lamme og Halte strømmede hid fra alle Kanter, og naar de bleve karske kastede de deres Krykker og Stokke paa en i Nærheden af Kirken liggende Høi, som til Minde derom endnu kaldes „Krykhaugen.“ Endelig blev dette undergjørende Kors af en fræk Haand bortstjaalet; men neppe var Ransmanden kommen ud paa Fjorden med sit Bytte, førend en heftig Storm reiste sig, der slugte baade ham og Korset. Fjorden heder desaarsag den Dag i Dag Korsfjorden.
Anm. Mundtligt. Sammenlign Budst. 7, 329. I en Beretning fra 1626 (Saml. til den danske Historie 2, 3, 39) fortælles: „I Fanø Kirke i Nordhordlehn haver staaet et Sølvkors, som blev fundet paa Korsnes ved Korsfjorden, og først skulde bade været forvaret paa Gaarden Milde, men blev saa tungt, at det ei kunde føres derhen, hvorpaa det kom til Fanø Kirke, hvor det blev holdt i megen Ret Ære og besøgt af Lamme, Halte og Syge, som, naar de bleve helbredede, betænkte det med anseelige Gaver, hvilke dog alle tilligemed Korset selv og det Bly, hvormed Kirkens Chor var dækket, af Thor Rud, Slotsherre paa Bergenhus, bleve borttagne og bortførte. Der fortælles, at den Jagt, hvorpaa dette befandt sig, ved Qvarven, ¼ Miil fra Bergen, forgik med Top og Tavl. 1546 lod Hr. Peder Simonson, Prest til Fanø, opbrænde 6 Læs Krykker
