200
Medens vi havde Krig med Carl den 12te, kom en Aften den svenske Oberst Axel Løven til Norderhaug Prestegaard med omtrent 800 svenske Dragoner. De vare tilsinds at drage til Kongsberg; der vilde de skoe deres Heste med Sølv, sagde de. Presten var syg; men hans Kone, Anna Colbjørnsdatter, modtog de uventede Gjester det bedste hun vidste og kunde, for at undgaae Plyndring. For at faae udfrittet Fiendens Planer, gjorde hun sig ofte Erinder ind til et stort Skab, som stod i den Stue, Svensken holdt Krigsraad, og saaledes kom hun efter, at de havde isinde næste Morgen uforvarende at overfalde de norske Dragoner, som laae paa Steen og intet vidste om Fiendens Ankomst. Hun besluttede at vare dem ad; men dette var ikke saa let gjort, fordi Fienden havde afskaaret al Mellemfærsel. Alligevel tænkte den kloge Prestekone ud et Raad. Hun skrev i Hast en Seddel om Fiendens Mængde, Planer o. s. v., og for at den ikke skulde blive røbet, lod hun sin Pige lægge den i Skoen. Hende fik hun saa Lov at sende et lidet Erinde ud i Bygden; hun behøvede Noget til Maden, sagde hun. Men hun var bange, at Pigen, hvis hun blev forlænge, skulde paadrage hende Mistanke, og lod hende derfor blot bringe Seddelen til Fogden, som boede ganske nær ved og paalagde ham strax paa Timen at faae den sendt til Steen. Alt gik godt. Anna sørgede nu for at de svenske Officierer bleve trakterede paa det bedste, fik med Oberstens Tilladelse optændt en Stokild ude paa Gaarden til at opvarme de forfrosne Soldater med, sagde hun; men egentlig var det forat vise de Norske Veien – og fik Oberstens Ridehoppe trukken ind paa Stalden, som hun derpaa ubemærket satte Laas for. Imidlertid brøde de Norske op fra Steen over Bunden af den tilfrosne Steensfjord. De Svenske hørte Hestehovene dundre paa Isen og spurgte hvad der var paafærde. „Aa, svarede den raadsnare Anna, naar Vandet falder, brager det
