uforsvarede Land, viste Ofotens og Tysfjordens Finner
megen Troskab imod Norge. Efter Overlæg begave nogle
Finner sig tilfjelds og tilbøde de Svenske at vise dem Veien.
Disse modtoge Tilbudet og bleve nu førte ind blandt Bjergkløfterne,
hvor Finnerne havde leiret sig og, uden selv at
tabe en Mand, med deres sikkre Rifler bragte Død og
Fordervelse iblandt Fienden. En anden Flok Svenske paa
omtrent 150 Mand tvang paa samme Tid en Fin, der
drev om med sine Rener snart paa svensk og snart paa
norsk Grund, til at være deres Veiviser ned til Tysfjorden,
hvor denne Fin havde sin meste Familie. Ved Juletider
begave de sig paa Reisen; han løb paa Ski, de kjørte med
Rener. I Mørket leder han dem vild, og fører dem hen
til et fladt Fjeld, der danner en frygtelig Styrtning; ud
over denne fare de, og der finde de en uventet Grav.
Fjeldet kaldes til Minde herom Mandfjordfjeldet og i den
nedenunder liggende Dal fandt man endnu lang Tid efter
Dynger af Menneske- og Rensdyrbeen. Finnerne i Ofoten
og Tysfjorden fik siden til Belønning for deres udviste
Troskab deres Pladser og Rydninger til Odel og Eie.
Anm. Top. Journal og Budstikken 5, 784. Endnu 1782 fandtes hist og her Levninger af Menneske- og Rensdyrbeen; men troværdige Folk fortalte, at i deres Barndom vare disse at see dyngeviis.
Saavel i Soløer som i Throndhjem har man Sagn om en rask Skieløber, der som Veiviser i Snefog bragte en lignende Ulykke over svenske Streifepartier.
(Meddeelt).
Et Sagn i Norge beretter, at Sveriges krigerske Konge Carl Gustav fandt sin Bane for Frederiksteen. Misfornøiet med den ringe Fortgang, som hans Vaaben havde i Norge, reiste han selv til Halden og vilde fra den Høide,
