194
kom stormende med Skrigen „Falder an, falder an, her have vi flere,“ indsaae Skotterne hvad deraf vilde flyde og erklærede at de vilde give sig tilfange. De nedlagde nu Vaaben, men da de saae, at Bønderne ei vare saa mange, som de først tænkte, grebe de atter til Vaaben og vilde slaae sig igjennem. Slaget fornyedes nu og Enden blev, at Skotterne deels nedhuggedes, deels toges tilfange. Veiviseren Peder Klungnes var blandt Fortroppen og havde nær maattet dele Skjebne med den. Paa hans Raab „jeg er Peder Klungnes, jeg er Peder Klungnes og er af Eders eget Folk,“ blev han dog kjendt og undslap den truende Fare. Bønderne førte nu de fangne Skotter med sig til Qvam, hvor de holdt Raad om hvad de skulde gjøre med de Fangne. De Fornemste af dem, der vare tilstede, vilde, at de Fangne skulde føres til Akershus; men Mængden, efter Sagnet ophidset af Peder Klungnes, raabte, at Alle skulde lade Livet. De toge nu de fangne Skotter ud af en Lade paa Klomstad, hvor de vare indestængte, og nedskjøde de Ulykkelige Mand for Mand, med Undtagelse af 18, som bleve førte til Akershus og nogle faa til, som bleve skaanede. Laden staaer endnu et Stykke i Nord for Sinklars Grav i Nærheden af Kongeveien, og de myrdede Skotter bleve begravne i Nord for Laden, paa det Sted, som endnu kaldes Skothaugen.
Om En af de fangne Skotter, som beholdt Livet, fortæller Sagnet, at da han saa Geværet lagt an mod sig, løb han hen til Ingebrikt Valde af Vaage, bønfaldt ham med ynkelige Gebærder om Frelse og søgte Skjul under hans Hest. Ingebrikt forbarmede sig over ham, hævede sin Øxe til hans Forsvar og truede med at hugge den ned, som vovede at lægge Haand paa Skotten. Han var Glasmester og forærede siden sin „Livsfar“ nogle Vinduer med indbrændt Arbeide, hvoraf et endnu findes paa Valde. En anden Skotter nedsatte sig i Vaage, hvor han opryddede en Gaard, som endnu kaldes Skotlien. En reddede sig ved at svømme over Laugen og tage over Fjeldet til El-
