ser, da de besluttede sig til her at gaae i Land. Ivar løslode de derpaa med Belønning for hans Uleilighed og han skyndte sig strax til Væblungsnesset for at gjøre Allarm og lade Budstikken gaae op gjennem Dalen, medens Peder Klungenes sinkede Skotternes Ankomst ved at føre dem paa en høist besverlig Vei omkring Isfjorden. For at Peder blandt Fjeldene ei skulde løbe sin Vei, blev han ved en Snor i Haaret bunden til en ridende Skotte. Foruden mange hundrede Mand sorte Sinklar med sig en Hex, som dagligen spaaede ham, og to farlige Vildtyrker eller Trynetyrker, der som Jagthunde kunde opspore Mennesker. Varslede saavel af Ivar som af Peder, der fik sendt sin Pige afsted, erholdt Romsdølerne Tid til at samle sig medens Skotterne banede sig Vei om Isefjorden. De besluttede ogsaa med Stok og Steen at gjøre Modstand, men uden ordentlige Vaaben og Anfører kunde de Intet udrette. Da Skotterne skjendede Piger og unge Koner, hvor de kom frem og røvede Penge og Sølv, betog Skræk og Rædsel Mange, saa at de forlode deres Gaarde og flygtede tilfjelds med deres bedste Gods. Enkelte Skotter bleve dog dræbte, og paa Gaarden Rødstulen lykkedes det en sikker Skytte at fælde en af de Vildtyrker, som Sinklar havde med sig. Over Enebo og Skauge trængte Skotterne ind i Gudbrandsdalen. Paa Skauge havde Alle grebet Flugten undtagen Mandens gamle Bedstemoder. Denne sloge Skotterne ihjel og afbrændte derpaa Gaarden. Paa Mærrasletta sloge de Leir og holdt Rastdag. Ved Jara, Andre sige ved Dovre-Bro, dukkede de Peder Klungenes flere Gange ned i Elven med Trudsel at lade ham blive der, hvis han ikke viste dem den rette Vei, og de trak ham ei op, førend han svor: „om jeg skal døe her, saa Gud hjelpe mig om jeg veed nogen anden Vei.“
Anm. Mundtligt og Krags Sagn om „Slaget ved Kringlen, hvor Tildragelsen med „Peder Klognes“ omstændeligst fortælles. (Saml. Schønings Reise 2, 112 og Klüver S. 124). De Gaver, som Ivars Datter fik, kom siden ved Arv til Gjelstein, hvor
