182
Den nordiske Syvaarsfeide blev i Norge kaldet Svalekrigen. Dette Navn skal den have saaet af en Hører ved Hammer Skole, der hedte Svale. Af sine Skolegutter, Haandværkssvende og Andre dannede han en liden Skare, som under hans Anførsel flere Gange overraskede og slog de fiendtlige Streifepartier. Tilsidst satte han dog Livet til i en Træfning.
Paa samme Tid var der en Prest i Laurdal, der hedte Hans Handrot. Et lidet svensk Parti kom da ind i Sognet for at afbryde tvende Broer, der laa over Laugen-Elv. Anføreren, der var Lieutenant, tog ind paa Prestegaarden; men da han ei fik saadan Modtagelse og Pleie, som han fordrede, befoel han en Tjenestekarl at hente Heste hjem, og, da denne ei strax adlød Befalingen, skjød Lieutenanten ham ihjel paa Stedet. Han lod derpaa Presten binde og sætte bag paa den Hest, hvorpaa han selv red, og slæbte saaledes den stakkels Mand med sig lige til Haugssund paa Eker. Den svenske General, som stod her med sine Soldater, lod Presten kalde til sig og spurgte, om han vidste Noget om Svale-Rumpa. „Jeg frygter,“ svarede Presten, „at den nu begynder at spille i Vandet.“ Generalen blev forbauset og befoel at sætte Fangerne i god Forvaring. Lieutenanten fremstillede derpaa Presten igjen for Generalen og spurgte: „Herra, skal jeg sjuta Sokne. Herran ihjel eller stikka hannom?“ Generalen svarede da: „Du skal hverken stikka eller sjuta ham, men lade ham reisa hjem igjen.“ Derover blev Lieutenanten saa forbittret, at han med knyttet Næve slog Presten saaledes i Ansigtet, at Næse og Mund stode i Blod. Da leverede Generalen ham et rødt Silketørklæde med de Ord: „Tag detta Tørklæde, Sokne-Herra! og tørka Dig med det, behold det og siig, at Halvor paa Kinka gav dig det.“ Presten fik derpaa Orlov og drog hjem til Laurdal, hvor han i 39 Aar var Prest.
