plante Aslaugs Minde.“ (Sagabibliothek 2, 96). „Imidlertid
bliver Sagnet stedse et Beviis paa, hvorledes den gamle
Saga har fundet sin Vei endog til Almuen og lever i dens
Minde.“ (Geyers Svea Rikes Häfder 5, 49).
Og der de komme til Signilds Bur
Da laa hun der i Glød;
Og der de kom, hvor Gallien stod,
Da var alt Hafbur død.“
Hafbur og Signes Vise.
I Aardal i Sogn boede i Oldtiden Habor Kongesøn og paa Urnes Kong Rangvad. Denne havde en Datter, om hedte Signe og hun havde sit Jomfrubuur ovenfor Urnes paa en liden Fjeldslette, som endnu kaldes Signes Sal eller Møsalen. Den unge Habor fattede Kjerlighed for den væne Signe og vilde gjerne have hende. Hun syntes ogsaa godt om Habor; men Ragnvald vilde intet vide om denne Forbindelse og gav Habor Afslag. Ikke desto mindre vedblev Habor sin Forstaaelse med den smukke Kongedatter og besøgte hende ofte hemmelig. For ei ved Nattetider at fare vild paa den store Hei over til Urnes, opreiste han smaa Steenvarder. Disse findes endnu og kaldes Haborvarderne. Paa Fjeldet er en græsrig Slette. Her pleiede Habor at hvile sig og oppebie Nattens Ankomst, og medens hans Hest beitede, fordrev han Tiden med at prøve sit Sværd paa en stor Steen, som endnu viser tydelige Mærker efter Sværdhuggene. Engang besøgte han endog Signe i hendes Buur. For ei at blive røbet havde han vel iført sig Qvindfolksklæder, men en af Signes Terner fattede Mistanke, og, da Habor om Natten i en fortrolig Samtale røbede sig ved sin Mandsstemme, skyndte den lyttende Terne sig til Kong Ragnvald og røbede Hemme-
