dum beboede, men da øde Steder vandrede for flere Aarhundreder siden en Skytte for at skyde Ryper. Da han afskjød sin Piil efter en Fugl, som sad i et Træ, hørte han Pilen støde an mod noget, der gav en forunderlig Klang fra sig. Nysgjerrig nærmede han sig Stedet og stødte til sin store Forundring paa en gammel Kirke. Ifølge den gjengse Tro, at saadanne Ting strax forsvinde, hvis man ei kan tilintetgjøre Trolddommen eller Forblindelsen ved at kaste Staal over det Fundne, greb han flux sit Ildjern, og kastede det over Kirken. Paa det Sted, hvor dette faldt ned, blev siden bygget en Gaard, der til Minde om denne Begivenhed, den Dag i Dag kaldes Eiljøinstad eller Ildjarnstad. Efter at denne Forsigtighedsregel var anvendt, besluttede Skytten at undersøge Kirken. Nøglen stod i Kirkedøren, som var halv aaben. Midt paa Gulvet stod en stor Klokke, og ved Alterets Fod havde en stor Bamse taget sit Vinterhie. Denne blev fældet af den raske Skytte og dens Skind blev til Minde om denne selsomme Tildragelse ophængt i Kirken; hvor Levninger af en stor Bjørnefeld endnu findes. I Kirken skal han blandt andre Ting have fundet nogle Billeder, en lille Messingkirke, samt 4 store Klokker og en liden. Mod en af disse havde Skyttens Piil stødt an, og derved foraarsaget den Klang, som gjorde ham opmærksom. Den lille Klokke bruger man endnu, naar Nogen har forvildet sig i Skoven; thi da troer man, at den Forvildede stedse kan høre Klokken, og saaledes igjen komme paa ret Vei. Af de øvrige 4 vilde man føre den største til Hovedkirken; men, da den skulde føres over et Vand, faldt den i samme, „og ei kunde andet ventes, naar man vilde skille den fra dens Søskende.“ – I klart og stille Veir kan man endnu see den i Vandet; men at faae den op er fast umuligt, thi dertil udfordres 7 kjødelige Brødre, der under Arbeidet ei maae tale et Ord. Engang gjorde 7 Brødre et Forsøg og havde allerede faaet den op paa Baadkanten, da en af dem udbrød: „Gud skee
