Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/163

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest
Indledning.

Denne under Navn af den sorte Død berømte Pest, der med Lynets Fart ilede fra Asiens Høilande ved Chinas Grændser til Ishavets Bredder, og for hvis dræbende Aande mange Tusinder sank hen, blev paa et strandet engelsk Skib bragt til Bergen, hvorfra den med rædsom Vælde foer fra Dal til Dal, blottede det hele Land for Folk og Fæ, og bragte Norge i en Afmagt, som varede gjennem Aarhundreder. Landet skal have mistet ⅔ Dele af sine Beboere. I de fleste Fjeldbygder findes der Sagn om denne Landeplage, der af Bønderne paa nogle Steder kaldes Storemannadouen, paa andre Svartdouen og Pesta. Stundom forestiller man sig „Pesta“ som en gammel gusten Qvinde, der foer om i Landet med en Rive og en Lime. Hvor hun brugte Riven, slap altid Nogle fra med Livet; men hvor hun „sopede,“ der døde hver Moders Sjel. Som oftest var hun iført et rødt Skjørt, og angest blev Folk ved at see hende. Mangen Dal uddøde, og først efter Aarhundreder gjenfandt man de tilgroede forglemte Strækninger, hvor man stundom traf paa de gamle Huse, stundom kun paa Tomter af Bygninger og andre Spor af fordums Beboelse. Saadanne gjenfundne Dale kaldte man siden Finddale, gjenfundne Huse, Fundarhuse og gjenfundne Gaarde, Findland, Findaas o. s. v. Mangen Dal blev vel siden igjen opryddet; men rundt om i Landet findes endnu Dalstrækninger, der bære Spor af fordums Beboelse, og nu kun bruges til Sæterdale. Saadanne ere f. Ex. Lomedalen og Noutedalen i Bygland i Raabygdelauget;