et fiendtligt Forhold til deres Overvindere, og at de, naar Leilighed gaves, overfaldt, udplyndrede og myrdede Indbyggerne i de Strækninger, som vare deres Smuthuller nærmest, og derpaa atter trak sig tilbage med deres Bytte, er sandsynligt. Sammenlign Halfdan Svartes Saga om Jotunen Doffre. Deres pludselige Overfald og Forsvinden, de blodige Spor, som de efterlode sig, deres uhyre Kræfter, vilde Udseende og Dragt, i Forening med Natten, som de vel brugte til at besøge deres Fienders Forraadshuse eller overfalde dem, maatte give disse Folk for Dalenes fredelige Beboere et gyseligt, dæmonisk Anstrøg. Jo sjeldnere de viste sig, desto vidunderligere bleve Beretningerne om dem. Saa frygtelige forekom de tilsidst, udpyntede med alle Phantasiens og Overtroens Rædsler, at der efter den almindelige Mening skulde mere end menneskelige Kræfter til at binde an med dem. Dette blev derfor et passende Hverv for Tordenguden selv, der stundom knuste dem med sit Lyn, eller for hans jordiske Repræsentant, Thor, en af Høvdingerne for de indtrængende Folk, der i de gamle Skjaldeqvad beskrives som „Omstyrter af de forniotiske Guders Altre, Bjergfolkenes, Fjeldulvenes, Klippesønnernes og Jetternes Forskrækker og Banemand[1].“
- ↑ Sammenlign Thorsdrapa S. 16–22 og Thiodolf hiin Hvinverskes Digt Høstlanga, hvilte Thorlacius har udgivet og oversat, samt Geijers Svea Rikes Häfder S. 276. Mærkeligt er det, at de Underjordiske efter Sagnene kun befatte sig med Qvægavl, aldrig med Agerbrug, hvis Indførelse i Norge derfor sandsynlig skyldes deres fra Øst og Nord indtrængende Overvindere. Sammenlign R. Keysers Afhandling om Nordmændenes Herkomst og Slægtskab, see Saml. til Norges Historie og Sprog 6, 264.
