urd til det Sted, som nu kaldes Olafs Heller, hvor Kongen vaskede sig i et Kildeveld, hvis Vand siden helbreder baade Mennesker og Qvæg. Paa en Sæter, som, heder Græningar, tilbragte Olaf Natten, efterat have fordrevet de Trold og Vetter, som her grasserede. Ved Afskeden sagde Kongen til Bruse: „Her skal nu bygges en Gaard, og den Bonde, som her kommer til at boe, skal aldrig savne sit Livs Ophold, og aldrig skal Kornet her fryse, om det saa fryser baade oven- og nedenfor Gaarden.“
Sagnet fortæller, at St. Olaf skal have tilbudt Lexdalens Indbyggere at skaffe dem en Bro over Lexdalvandet, naar Enhver blandt dem vilde give ham et Kalveskind; men da de ikke vilde, saa blev her ingen Bro. – Paa Kubjørga-Aas findes en stor Steen, som man kalder St. Olafs Stol og paa Gaarden Lundskind i Vukku Sogn, findes en Ager, som kaldes St. Olafs Ager, fordi Kongen med sin Hær hvilede paa dette Sted. (Meddeelt og Top. Journ. 12, 105).
I Nærheden af Stiklastad paa et Fjeld, som kaldes Klingen, over hvilket Veien fra Lex- til Værdalen falder, laae tilforn to Stene, af hvilke den mindste, der er flad oventil og aflang nedentil, samt omtrent 1¾ Alen i Gjennemsnit, kaldtes St. Olafs Skaal. Nogle mene, at den fik dette Navn deraf, at St. Olaf paa sit sidste Tog fra Lexdalen til Værdalen spiste paa denne Steen, Andre sige, at han havde i Sinde at udhule den til en Skaal, hvori han dog blev hindret ved Fiendens Ankomst. Baade denne Steen og en anden, der kaldes St. Olafs Køvle eller Bæ-
