112
den var funden, byggede Vatnaas Kirke. See Kraft 2, 331. Om Vatnaas Kirke see Biskop Jens Nilsens Optegnelser 1580 i norsk Vidensk. Selsk. Skrist. 1, 45, 64.
Paa sine Reiser omkring i Landet for at indføre den christne Tro, kom St. Olaf ogsaa gjennem Soløerdalen til Gaarden Vaaler, der ligger ved Glommens østre Bred. Paa denne Gaard holdt St. Olaf Thing, og efter nogen Vægring fik han Almuen til at love, at den Gud, som Kongen dyrkede, ogsaa skulde være Folkets, og at den gamle Tro skulde vige for den nye. Ligesaa blev der paa Kongens Forslag afgjort, at en Kirke skulde opbygges her som paa andre Steder, hvor den nye Lære var antagen. Men om Stedet, hvor den skulde opføres, blev der en stor Tvist. Da spendte St. Olaf sin Bue, udskjød en Piil og erklærede, at hvor den faldt ned skulde Kirken opføres. Kongen stod ved den Kilde paa Gaarden, som endnu bærer St. Olafs Navn, og Pilen faldt ned i et nær ved Glommens Strandbred liggende Vaal[1]. Her blev nu bygget en Trækirke, der tilligemed Gaarden og Sognet af St. Olaf blev kaldet Vaaler. Denne Kirke, til hvem Syge og Døende pleiede at offre Gaver, stod indtil 1805, da en ny Kirke blev bygget, i hvis Ornamentkiste endnu findes en mangedobbelt viret Jernspending, som kaldes St. Olafs Spending. Denne Spending havde nemlig siddet i den Grime, hvormed Kongens Hest var bundet paa Vaaler og til en Erindring havde St. Olaf efterladt den i Kirken.
- ↑ Vaal kalder Almuen en Mængde Træstammer, Rødder og Qviste, der sammendynges i en Hob, for siden at opbrændes. Det svarer vel til det oldnordiske Vølr, der betyder en Kjep, en Stok.
