Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/105

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
69

Vardivil eller Valdøiel; og stundom Ham, Hugham og Hau[1].

I nogle Bygder tænker man sig Vardøglet som en god Aand, der stedse ledsager Mennesket og afværger alle Farer og Ulykker. Derfor er man mange Steder paa Landet endnu saa samvittighedsfuld med at følge Enhver, endog den Simpleste, ud og see efter ham, eller i det mindste lukke paa Døren, naar han er gaaen; thi derved giver man Vardøglet, hvis det hendelsesviis skulde være blevet tilbage, Leilighed til at komme efter sin Herre, som i dets Fraværelse er udsat for Ulykker og Fristelser. Han staaer blandt Andet Fare for at falde i Kløerne paa Thusbettet, en ond Aand, der ligeledes følger efter ethvert Menneske og ikke er at spøge med. Paa mange Steder viser man ondartede næsten ulægelige Saar, som dette Trold har bidt Folk om Natten. Slige Mennesker siges at være thusbitne og Saarene kaldes Thusbet[2]. Paa andre Steder betragtes Følgiet eller Vardøglet mere som en varslende Ledsager, der ved at banke paa Døren eller Vinduet, pikke i Væggen, tage i Dørklinten o. s. v. tilkjendegiver en Bekjendts Ankomst, eller at han ret inderlig længter efter at komme, eller at en Ulykke er paafærde. Naar Følgiet viser sig, saa er det almindeligen i Skikkelse af et Dyr hvis Egenskaber staae i et vist Forhold til Menneskets Sindelag;

  1. Følgie ɔ: den som følger En. Vardøgl Valdøiel, o. s. v. er maaskee en Fordreining af Valkyrie der var Heltenes Fylgie. Maaske kan det ogsaa udledes af Ylgr, en Ulv, en Fiende, eller Auglir, Øglir, en Orm, Ørn, Høg. Se Anm. til Høstlauga (S. 50 og 79). Han svarer maaske til Hugi, Hu, Tanke, da Følgeaanderne stundom ogsaa kaldes Hugir. (F. Magnusens Eddalære 4, 38).
  2. Islænderen Gisle Sursson havde ogsaa to Fylgier, som viste sig for ham i Drømme, af hvilke den ene trøstede ham og gav ham gode Raad, men den anden søgte at plage ham og glædede sig over hans Uheld. (Eddalæren 4, 146). Sammenlign Sverrers Saga C. 119. Frygt for Thusbettet er vel Grund til den Skik, at man efter mistænkelige Folk hurtig aabner Døren og i største Fart stikker en Brand ud efter dem.