Armeen i Anledning af de ufordelagtige, forandrede Omstændigheder skal operere, skal Vestarmeen indtage en sikker og fordelagtig defensiv Stilling mod Norge, hvorfra senere de offensive Bevægelser med Fordel kunne begynde, i hvilken Position den skal blive staaende indtil H. Majestets nærmere Ordres ankomme. Den Rolighed, hvori Armeen derved muligens kan komme, bør anvendes til at organisere de til Armeens Forstærkning ankomne Tropper og til opførelse af Retranchementer og Feltforskansninger i Grændsepassene.“ Armfelt vovede ikke alene at forestille Kongen, hvor skadelig denne Forholdsregel var, men han tilføiede, at nu eller aldrig var det Øieblik forhaanden enten ved Englændernes Hjelp eller ved Sendelse af Forstærkninger at erobre det sydlige Norge. Alt var forgjeves. Man maatte adlyde. Den svenske Konge havde nemlig pludselig faaet Lyst til ved General Moores Understøttelse at forekomme den fransk-spanske Hær, der under Prinds Pontocorvo var rykket ind i Danmark for at angribe Skaane, og besætte Sjælland, hvorfor Livgrenadeer-Regimentet ogsaa erholdt Befaling at bryde op fra vestre Fløis 1ste Brigade og marchere til Sydarmeen. Da den svenske Konge kort efter blev uenig med den engelske General, blev der ligesaa lidt Noget af de Svenskes Besættelse af Sjælland som af de Danskes og Franskes Landgang i Skaane.
Ved Udstedelsen af den omtalte kgl. Befaling gjorde vel Generaladj. Tibelt 19de Mai det fornyede Forslag, heller at anvende Hæren og de engelske Hjelpetropper til Finlands Forsvar, men denne forstandige Plan blev aldeles forkastet af den egensindige Konge. Ifølge Kongens Ordre af 19 Mai befol Armfelt: „Vestarmeens 1ste og 2den Brigade skal 3 Mai om Aftenen bryde op fra deres indehavende Stilling ved Lier og bag Austbølaaen og gaae tilbage til Sverige.“
Ifølge denne ordre forlod 1ste Brigade, som Oberst Drufva anførte, (da Leionstedt 27 Mai formedelst Sygdom var reist hjem til Sverige), deres Forskansninger ved Lier
