Efterat den dansk-norske Stat gjennem en lang Aarrække havde nydt Fredens Velsignelse, trak der mørke skyer op ved Begyndelsen af 19de Aarhundrede. Den russiske Keiser Paul I, der var fremtraadt som den franske Republiks mest lidenskabelige Modstander, skiftede pludselig Sind, da hans Bundsforvante Britterne ei vilde overlevere ham Malta og den franske Republiks første Consul Bonaparte smigrede ham. Han nærmede sig nu Frankrige, lagde Beslag paa alle engelske Skibe i russiske Havne og fordrede, at de nordiske Magter skulde igjen fornye den under Katrina II 1790 stiftede bevæbnede Neutralitet. Da den danske Regjering betænkte sig, blev Selvherskeren over alle Russer saa forbittret, at han bortviste fra sin Hovedstad den danske Minister, Niels Rosenkrantz. Nu vovede den danske Regjering ei længere at tøve. Den forlangte Forening blev indgaaet. Dens Følge var, at Embargo lagdes paa alle danske og norske Skibe og at en mægtig britisk Flaade sendtes mod Rusland med Befaling, underveis at tvinge Danmark til at træde ud af Foreningen, hvilket ogsaa skede efter et kjækt Forsvar paa Kjøbenhavns Red 2 April 1801. Da Russerne kort tilforn havde myrdet deres Keiser Paul, undgik de en Kamp med Søhelten Nelson; thi Pauls Søn og Efterfølger Keiser Alexander fandtes villig til at slutte Fred
Den dansk-norske Stat havde nu atter nogle Aar Fred, medens Frankernes mægtige Keiser Napoleon beseirede Stormagterne paa Europas Fastland. Østerige og Preussen bleve ydmygede og Rusland sluttede efter en blodig Kamp Fred i Tilsit, hvor der blandt Fredsvilkaarne fandtes en hemmelig Artikel, hvis Mening var, at Franskmændene skulde sikkre sig den dansk-norske Flaade og tvinge Danmark til at tage Parti med Rusland og Frankrige mod Havets
