ikke har villet se paa mig uden med lukkede Øjne?« tænkte André.
»Han ligner sig selv!« raabte Lapperne og klappede i Hænderne. »Han ligner sit eget Kød og Blod!«
Den fremmede kastede Skitsebogen utaalmodigt fra sig.
»Hvad hedder du?« raabte han.
»André.«
»Hvorfra er du?«
»Fra Kautokejno.«
»Er der flere Vidundere end du i Kautokejno?«
»Nej,« svarede André.
»Trés-bien! Det maa dog være et ejendommeligt Folkefærd, højst ejendommeligt. Du taler fransk, — du taler russisk, — jeg vil derhen, jeg maa derhen! Naar rejser du?«
»I Morgen tidligt.«
»Med hvem rejser du?«
»Med min Fader.«
»Før mig til ham,« sagde Russeren.
Den unge Pige blev imidlertid tilbage. André vendte Hovedet om og saa efter hende, men hun havde sat sig ned paa en Sten og stirrede gennem en Kikkert over mod den russiske Side.
